Epilogen

Don Rosas Samlede Værker er et 9-binds luksusværk udgivet af Egmont, der fortæller historien om mit liv med tegneserier – især tegneserierne med Joakim von And og Anders And, som jeg er mest kendt for. Under forskellige titler er denne serie blevet udgivet i Finland, Norge, Tyskland, Sverige – og Danmark. Som en del af ekstramaterialet i værket skrev jeg en selvbiografi om mit liv – i hvert fald hvad angår tegneserier. Det var hele tiden planen, at jeg skulle skrive en afslutning på de kommentarer – en epilog over hvorfor jeg stoppede. Det var ikke en tekst, jeg glædede mig til at skrive, men den var nødvendig. Den ville kræve, at jeg skulle mindes mange ulykkelige følelser og oplevelser. Jeg udsatte opgaven til allersidste øjeblik, men i september 2012 kunne jeg ikke udskyde det længere, så jeg skrev, hvad jeg blev nødt til at skrive.

Jeg vidste godt, at det ville blive vanskeligt for Egmont at forholde sig til det. Men jeg er stolt og glad over at kunne sige, at de godtog den – med nogle få ændringer. Og det var så meningen, at epilogen skulle trykkes til sidst i bind 9.

Desværre gik det ikke sådan. I sidste øjeblik nægtede Disney-koncernen at tillade, at min sidste kommentar blev trykt i en bogserie, der blev udgivet under deres licens. På den anden side så bliver bogserien også udgivet under min licens, så jeg havde også magten til at forhindre, at Kassette 3 blev trykt, hvis den ikke indeholdt min sidste kommentar, sådan som jeg havde forestillet mig det. Men det var utænkeligt! Fansene havde allerede fået de første 6 bind – og de havde ikke været helt billige! Plus så havde Egmont lavet et fantastisk flot værk! Jeg kunne ikke tillade, at det blev ødelagt.

Så jeg gik med til, at Kassette 3 blev udgivet, forudsat at jeg i bind 9 fik lov til at henvise interesserede læsere til ”Epilogen”, som står på denne private hjemmeside.

Hvis der er noget i min kommentar, som nogen ikke ønsker, at offentligheden får kendskab til, så forekommer det mig som en ganske harmløs afsløring at medtage den i en dyr bogserie, som kun har nogle få tusind købere i diverse forskellige lande. Men nu vil min kommentar være på internettet. Det var aldrig min mening.

Tak.


HVORFOR
JEG
STOPPEDE

I de første bind af Don Rosas Samlede Værker skrev jeg kapitler i en selvbiografi, der fortalte min livshistorie, hvad angår tegneseriehæfter. Jeg beskrev, hvordan jeg var en uforbederlig tegneseriefan, samler og amatørtegner, der elskede mange forskellige slags tegneserier, men hvis absolutte yndlingstegneserier (ligesom mange andre tegneseriefans) var Carl Barks’ historier med Anders And og (hans egen kreation) Joakim von And. Jeg har endvidere beskrevet, hvordan jeg i midten af mine 30’ere i løbet af en nat bogstaveligt talt nærmest faldt over en karriere som professionel tegneserieforfatter og tegneserietegner af mine yndlingstegneserier – Barks’ ænder … og specielt hans Joakim von And! Og hvordan jeg på uforklarlig vis blev international berømt på grund af Barks’ figurers vedvarende popularitet. Jeg beskrev de grænseløse glæder dette pludselige nye liv betød for en så lidenskabelig Barks-fan som mig selv. Men nu er vi ved slutningen af Don Rosas Samlede Værker, og historien må fortælles til ende. I den sidste del af min selvbiografi må jeg fortælle: Hvorfor … jeg … stoppede.

Jeg har fortalt dig om de utallige glæder ved at blive udnævnt som den mest populære nulevende tegneserietegner af verdens mest populære tegneserier. Men jeg har ikke nævnt møntens bagside – de mange vanskeligheder og bitre frustrationer af den oplevelser. Nogle af dem er fysiske, og nogle af dem er filosofiske. Nogle medbragte jeg selv i karrieren, og den vigtigste var allerede indbygget i systemet. Der kan ikke være én simpel, enkel grund til, at jeg frivilligt ville opgive jobbet, der var min barndomsdrøm. Og jeg må være ærlig og indrømme at – ligesom Anders And – så er nogle af problemerne helt og holdent min egen skyld. Men af de mange årsager til, hvorfor jeg til sidst stoppede, er der nok seks hovedårsager, og jeg vil forsøge at forklare dem i modsat rækkefølge …

Årsag nr. 6: Jeg har arbejdet alt for længe

Det er en tynd årsag, men det er ikke desto mindre en kendsgerning i mit liv. Jeg var så ”uheldig” at blive født i en rig familie, der ejede et betydningsfuldt bygningsfirma. Jeg var det eneste drengebarn i familien, så lige fra fødslen lå det fast, at jeg skulle overtage firmaet, når jeg blev voksen. Med det for øje gav jeg mig til at arbejde i firmaet i en ganske ung alder – nok omkring da jeg var 14-15 år. Det betød, at jeg aldrig havde sommerferie. Fra det øjeblik skolen sluttede om foråret, til den begyndte igen om efteråret, var jeg bygningsarbejder på fuldtid. Men jeg nød denne mulighed – fagforeningens takst var ganske god, så det gav mig nogle penge, jeg kunne bruge på mine mange hobbyer og samlinger. Det er hovedårsagen til, at jeg var i stand til at opbygge en af Amerikas største samlinger af tegneseriehæfter under den tidsperiode, hvor gamle numre var ”relativt” billige. Men det frarøvede mig en stor del – måske den vigtigste del – af min barndom og enhver form for at have et socialt liv.

Efter endt high school tog jeg direkte på universitetet for at læse til bygningsingeniør, der nok er det sværeste fireårige fag at læse. Det betød mange undervisningstimer, lange daglige timer i laboratoriet og tonsvis af lektier på et fagligt højt niveau. Et år medførte det også en månedslang opmålingslejrskole en hel sommer. Og der var selvfølgelig ikke nogen ferie mellem semestrene. Ligesom i high school arbejdede jeg ikke blot hos Keno Rosa & Co. hele sommeren, men også under juleferier og forårsferier. Straks efter at have taget min sidste eksamen på universitetet begyndte jeg dagen efter at arbejde fuldtids i familiefirmaet. Og når jeg ikke studerede eller arbejdede, brugte jeg hvert eneste ledige øjeblik til at skrive artikler og tegne tegneserier i hvert eneste nummer af utallige tegneseriesamlerfanzines. Og jeg holdt aldrig ferie.

I 2008 havde jeg arbejdet fuldtids i over 40 år. De fleste amerikanere går på pension efter 30-35 år. Oven i alt det andet der tog modet fra mig (se nedenunder), så tænkte jeg, at jeg havde udtjent min værnepligt og endelig kunne begynde at slappe af og nyde livet og begynde at bruge mere tid sammen med min kone og mit naturreservat. Men efter at have arbejdet alt for længe, var der også noget andet – jeg henviser til årsag nr. 5.

Årsag nr. 5: Jeg arbejder alt for hårdt

Dette er et af de personlige problemer, jeg medbragte til min karriere som tegneserieskaber – alt for meget entusiasme. Det er et aspekt ved min personlighed – jeg er ikke i stand til at kaste mig ud i noget uden at lade det opsluge mig helt og aldeles. Måske skyldes det, at jeg fra ganske ung af lærte at arbejde hårdt fysisk i familiefirmaet og slide gennem den krævende bygningsingeniøruddannelse. Og måske er det indbygget i mig som amerikaner. Jeg er ikke sikker på, om europæere ved dette om amerikanere, men vi bliver opdraget til at arbejde hårdt. Det har noget at gøre med det faktum, at de europæere, der rejste til Amerika, havde en hårdtarbejdende pionerånd, der simpelthen blev en del af vores kultur. Den gennemsnitlige amerikanske arbejder får højst to ugers ferie om året. I for eksempel bygningsfaget får amerikanske arbejdere ingen betalte ferier. Under mine rejser til Europa fandt jeg ud af, at I får 4 til 6 ugers betalt ferie om året og masser af pauser under en arbejdsdag. Så jeg begyndte altså med den hårde arbejdsetik som en del af min arv fra min hårdtarbejdende italienske bedstefar, Keno, og jeg byggede videre på den og tilføjede lidt oveni.

Jeg er det, som man kalder en arbejdsnarkoman. Jeg er ikke i stand til at slappe af. Inaktivitet gør mig nervøs, og giver mig dårlig samvittighed. På et tidspunkt i slutningen af 1970’erne opdagede jeg, at jeg ikke længere kunne sidde og se fjernsyn, og det har jeg så ikke gjort siden. Jeg kan kun se film eller tv-serier på dvd, så jeg kan nøjes med at gøre det i omkring 45 minutter eller deromkring, før jeg føler mig nødsaget til at foretage mig noget mere ”produktivt”. Det virker til og med, som om min underbevidsthed har været på spil, så jeg har købt et hus, hvor jeg må arbejde endnu hårdere i min ”fritid”. Jeg vedligeholder de her 10 hektar ”naturreservat”, som om det var en nationalpark – fyldt med kilometervis af vandrestier og eng, der kræver, at der konstant bliver klippet, slået og sprøjtet for at forhindre de omkringliggende skove i at overtage det. Weekender giver ikke plads til fritid. Lørdage består af ture ind til byen for at handle, og søndage går med havearbejde. [Et kort over Rosas naturreservat kan ses i bunden af Don Rosas originale tekst].

Mine arbejdsvaner blev kun endnu mere intense, da jeg snublede over mit drømmejob med at skrive og tegne tegneserier med Barks’ ænder. Jeg tror, det er åbenlyst, at mine fans ikke kan lide mine historier på grund af de ”superb” tegninger, men derimod det hårde arbejde de tydeligt kan se, jeg har kastet ind i hver eneste rude og hver eneste plot. Jeg har altid sagt, at  læserne må elske mine historier, fordi de tænker, ”at for én der så tydeligt putter så meget arbejde ind i at lave så dårlige tegninger, så må han have det sjovt!”. Og de har det sjovt med at følge mig. Du kan se, at jeg har rådet bod for min manglende tegnekundskaber ved at proppe så mange ”unødvendige og irriterende detaljer” ind i hver eneste rude. Gennem de 9 bind af Don Rosas Samlede Værker har du set, hvor meget ekstra arbejde jeg lægger i historierne, og meget af det opdager læserne endda aldrig – jeg laver mange ting i al hemmelighed bare for min egen fornøjelses skyld.

Men det vil tage mange år at kurere mig selv for den manglende evne til at kunne slappe af. Selv om jeg sluttede med at lave tegneserier for 9 år siden, bestiller jeg ikke andet end at arbejde frem til klokken 17 hver dag. Men nu er det havearbejde eller rengøringsarbejde i huset, eller hvis det drejer sig om en af mine mange hobbyer, så bliver det en form for ”hyggearbejde” såsom at organisere biblioteket eller rengøre campingudstyret. Jeg tillader aldrig mig selv at se en film eller at læse. Arbejdsnarkomani er en vanskelig sygdom at kurere.

Årsag nr. 4: Min popularitet

I de sidste 15 år af min karriere vidste jeg, at mit største problem var min popularitet hos tegneseriefans – sammen med det faktum at jeg først og fremmest er en fan selv. Så opmærksomheden, jeg fik fra mine medfans, var ekstrem vigtig for mig! Og da jeg begyndte at besøge Europa og så, hvor elsket Barks’ figurer stadigvæk er der, opstod der en slags hellig pligt for mig. I årtier havde europæiske fans ønsket at vise, hvor højt de værdsatte forfatterne og tegnerne bag tegneserierne, men hr. Barks var gammel og rejste aldrig nogen steder, og andre forfattere og tegnere boede i Sydamerika og rejste heller aldrig nogen steder, eller måske var de ikke så store tegneseriefans, at de var interesseret i at bruge deres tid sammen med tegneserielæserne. Så jeg følte, at jeg repræsenterede hr. Barks og alle forfatterne og tegnerne bag deres yndlingstegneserier. Jeg blev inviteret af alle Anders And-udgiverne over hele Europa for at møde fansene, give interviews til medierne og for at være til stede ved specielle PR-arrangementer. Dette fandt jeg meget vigtigt! Jeg følte, jeg var på en ”mission for Gud” – at jeg var forpligtiget til det, da jeg nærmest mirakuløst var havnet i sådan en position.

En af de første ting, som fik mig til at indse, at dette var et problem, var, at vi forfattere og tegnere af disse tegneserier, alle bliver betalt omtrent det samme – en enhedstakst per side. Kvantitetsarbejde. Og jeg var allerede den mest langsomme forfatter og tegner på grund af manglende erfaring og min trang til at lave meget mere. Men jeg var tegneren, de ringede til og bad om at rejse rundt i Europa, og som de behandlede så godt, og jeg mødte så mange flinke mennesker. Og det var så hyggeligt, at det tog mig en del år at indse, at forfatterne og tegnerne, der ikke var så populære, som jeg var, de blev hjemme og fortsatte med at arbejde. Normalt tjener den mest populære forfatter eller tegner eller skuespiller flere penge – ikke mindre. Men i dette system havde min popularitet sat mig i den situation, at min indtægt var mindre end de andres, fordi mit arbejde var mere populært.

Den anden ”forbandelse” ved populariteten var den mængde fanpost, jeg begyndte at modtage. Normalt når nogen har så meget ”succes” og er så populær, som disse figurer havde gjort mig, så ville man være i stand til at hyre assistenter til at hjælpe mig med arbejdet og korrespondancen. Men min løn kunne dårligt nok dække én person – og da slet ikke flere. Og da jeg som sagt er fan selv, så kunne jeg selvfølgelig ikke tillade mig blot at ignorere den kæmpe bunke fanpost, som jeg har fået fortalt, de mere normale forfattere og tegnere gør. Så jeg besvarede altid 100 % af min fanpost selv med personlige svar. Jeg sendte gratis tegninger, hvis fanen bad om en, og jeg kunne blot håbe på, at fanen ikke ville bede om en fuld farvelagt tegning, for så ville jeg sende en fuld farvelagt tegning. Jeg brugte måske en dag om ugen eller en uge mellem historieprojekter på bare at besvare fanpost. Enhver af jer, der skrev til mig dengang, kan bekræfte, at dette er sandt.

Men i slutningen af 90’erne var vi kommet ind i e-mailalderen. Før det ville en fan have været nødt til at opstøve min adresse på en eller anden måde, sætte sig og håndskrive et brev, komme det i en konvolut, adressere det, sætte det rigtige beløb i frimærker til udlandet på det i øverste hjørne, og smide det i en postkasse. Med internettet behøvede de blot at finde min e-mailadresse, skrive en besked og tryk ”Send”. Fan-e-mail steg dramatisk! Jeg opdagede, at jeg brugte 2-3 timer foran computeren hver morgen, måske endnu en time omkring min 15-minutters frokostpause, og adskillige timer senere om aftenen med at besvare fan-e-mails! Selv en skør kugle som mig kunne se, at det blev nødt til at stoppe! Så på et tidspunkt holdt jeg simpelthen op med at besvare al fanpost. Men det er den eneste måde, jeg kunne gøre det på og samtidig være fair. Hvordan kunne jeg afgøre, at en fan fortjente et svar, og en anden fan ikke gjorde? Bare fordi en fan måske er ældre og skriver en pæn lang besked til mig på engelsk (det eneste sprog jeg er klog nok til at kunne læse), så er det ikke nogen grund til, at han fortjener et svar, og en yngre fan, som ikke kan skrive på engelsk nær så godt, ikke gør det. At ignorere al den fanmail var en meget svær beslutning for mig at tage.

Men jeg forsøger at kompensere for det på andre måder. For eksempel når jeg bliver inviteret til en europæisk tegneseriefestival eller signering i en boghandel, så sidder jeg i 10-11 timer nonstop og betjener køen af fans. Nogle af dem står trods alt i kø i 5-6 timer bare for at snakke med mig i et par minutter – hvordan kan jeg så holde en pause og sige til alle, at de blot skal blive stående og vente, til jeg føler, jeg gider vende tilbage? Aldrig i livet! Jeg bliver ofte spurgt, hvordan jeg kan klare det – bliver jeg aldrig træt? Nej, jeg bliver aldrig fysisk træt. Efter flere timer føler jeg faktisk, at min energi stiger, og at jeg kan fortsætte i uendelighed. Det er åbenbart energien fra mine medfans, der får mig til at køre på.

Årsag nr. 3: Depression

Dette bliver et kort afsnit. Min depression var et direkte resultat af årsag nr. 1 og 2, som vi kommer til. Depression er et alvorligt problem, der tager på kræfterne, og som er svær at forstå. Jeg har lært, at enten ved man ikke, at man gradvist er ved at blive offer for en depression, eller ens underbevidsthed benægter, at man er ramt af en depression. Jeg ville aldrig nogensinde have troet, at jeg havde et psykisk problem uden at vide det. Min depression skyldtes, at jeg indså, at jeg snart blev nødt til at stoppe på grund af årsag nr. 1, og jeg var så ked af, at tingene udviklede sig på den måde, når så mange mennesker havde magten til at ændre systemet så nemt, hvis de ønskede det. Depressionen tog for alvor fart, da årsag nr. 2 nåede sit klimaks. Jeg gik kun til psykolog en kort overgang – jeg tror, at da jeg indså, at jeg led af en depression, så løste erkendelsen af det cirka 80 % af problemet. De resterende procenter vil altid ligge dybt i mig, tror jeg, da jeg altid vil være bitter over, at det system endte med at knuse min entusiasme for min største kærlighed. Men sådan er livet.

Noget andet, som fik mig til at forstå grunden til min depression, var dette her: Der er to yderpunkter i et arbejde – det bedste ved dit arbejde og det værste ved dit arbejde. Den bedste ting er, når du elsker dit arbejde med hver eneste fiber i din krop – du tænker på det dag og nat; du udlever det døgnet rundt; du ser det som dit mål med livet; det absorberer hver eneste gram af din lidenskab. Sådan føltes det at lave andetegneserier for mig.

Og hvad er den værste ting ved et arbejde? Mærkeligt nok så kunne det være den selvsamme ting.

Årsag nr. 2: Mit @#$%& dårlige syn!

Jeg har lidt af nærsynethed lige fra barnsben af. Da det først gik op for mine forældre, at det ikke var normalt for en 5-årig at sidde med næsen helt klistret til fjernsynsskærmen, fik jeg hinkestensbriller. Jeg brugte briller gennem hele min opvækst, så det generede mig aldrig. Måske var det netop, fordi jeg var nærsynet, at jeg elskede at lave ting i mit liv, der involverede, at man så det tæt på – som for eksempel at læse tegneserier og tegne meget detaljerede tegninger. Så jeg klager ikke over de første 55 år med @#$%& dårligt syn, da det nok er årsagen (en af dem i hvert fald), til at jeg har skrevet en selvbiografi i et 9-binds bokssæt viet mine tegneseriehistorier.

Men ekstrem nærsynethed kan forårsage alvorlige problemer, som alderen skrider frem. Omkring 2006 begyndte jeg at opleve, at mit synsfelt blev tåget, når jeg bevægede øjnene, dog blev det ikke tåget, når jeg stillede skarpt på noget. Jeg fik at vide, at det bare var mine ynkelige øjne, der begyndte at svigte. I 2007 fik jeg så problemer med at få øjnene til at fokusere synkront. Det er et lille problem, som man kan løse ved hjælp af briller med prismeglas. Jeg kunne dog i 2007 ikke længere se godt nok med mine briller til, at jeg kunne tegne, som jeg plejede. Jeg blev nødt til at ty til at tegne uden mine briller, og med min næse så tæt på papiret, at den bogstaveligt talt nærmest rørte det. Det var meget hårdt! Men det var den eneste måde, jeg kunne tegne på. Alt imens min karriere som professionel tegneserieskaber i over 20 år fortsatte, faldt mit arbejdstempo konstant i stedet for at stige.

I begyndelsen af 2008 var jeg nået til et punkt i min karriere, hvor jeg blev nødt til at tage en beslutning. Jeg ønskede fortsat at lave historier med mine yndlingsfigurer, men (på grund af årsag nr. 1), havde jeg mistet min entusiasme, som var den eneste ting, der havde holdt mig kørende de sidste 15 år. Depressionen, udbrændtheden, mit svigtende syn … jeg kunne ikke beslutte, hvad jeg skulle gøre. I marts 2008 var det så, som om min krop sagde: ”Kan du ikke beslutte dig? Så prøv det her?”. Og så faldt det bagerste af mit venstre øje af.

Lad mig kort beskrive, hvad en nethindeløsning er, med det håb at ingen af jer kommer til at opleve det i virkeligheden. Det sker for det meste for folk i 90-årsalderen eller for stakler med ekstremt nærsynethed som undertegnede. Nærsynethed er et resultat af en deformitet af øjeæblets form ved fødslen, og hvis deformiteten er stor nok, forårsager den et pres på nethinden, der er den ultrafølsomme membran bag øjeæblet. Efter 57 år havde min venstre nethinde fået nok og begyndte at løsne sig fra mit øje, hvilket fører til blindhed. Jeg havde lagt mærke til en lillebitte plet i kanten af mit synsfelt, hvor jeg ikke kunne se noget, så jeg havde bestilt tid hos øjenlægen førstkommende lørdag, hvor jeg normalt kører ind til byen. Men i løbet af ugen begyndte pletten at blive større, og da jeg endelig blev undersøgt om lørdagen, var pletten nået til midten af mit venstre øje. Jeg husker altid 17. marts 2008, som værende den mest skræmmende dag i mit liv. Øjenlægen sagde til min kone, at hun skulle lægge sædet i bilen ned, og at jeg skulle lægge så horisontalt som muligt, mens hun kørte mig af sted til en akutoperation, og at hun skulle passe på ikke at ramme nogle bump på vejen! Hvad?!? Min venstre nethinde var næsten røget helt af, og hvis en rystelse havde løsnet den sidste del, så kunne jeg muligvis været blevet permanent blind. Indenfor en time fik jeg akut øjenkirurgi. Jeg er sikker på, at hvis jeg havde fået noget at vide om proceduren nogle dage i forvejen, ville jeg have været endnu mere skrækslagen.

Jeg har senere fået at vide, at gamle mennesker, der har været igennem både en nethindeløsningsoperation og en åben hjerteoperation, altid siger, at de foretrækker at få foretaget flere hjerteoperationer til enhver tid. Operationen i sig selv er ikke problemet – det er rekonvalescensen. Efter at have lukket nethinderifterne med laserkirurgi skal nethinden skubbes tilbage til bagsiden af øjeæblet, så den kan sætte sig fast igen og hele. Den eneste måde at opnå det på er ved at tømme øjeæblet for væske og fylde det med en gasboble. Så skal patienten holde hovedet nedad, så boblen kan presse nethinden tilbage på dens plads. Man skal holde hovedet nedad hele tiden – dag og nat, 24 timer i døgnet, 7 dage om ugen, i så mange måneder det tager boblen at forsvinde. Det er faktisk endnu sværere at gøre, end det lyder. Om dagen knælede jeg i en speciel stol, mens jeg hvilede mit ansigt på en slags støttepude og læste eller så fjernsyn via et spejl. Om natten sov jeg siddende, mens mit ansigt, der hvilede på en bunke puder, vendte ned mod mit skød. Det varede i cirka 2 måneder. Og det gjorde ikke min depression bedre.

Mere vigtigt var det dog, at det hjalp mit øje – dog kun en lille smule. Nethinden fæstnede sig succesfuldt igen, men i en vinkel der var cirka 10 grader forkert, og godt arret på grund af hvor skadet den var inden akutoperationen. Arrene forstyrrer synet, så lige linjer kommer til at ligne bølger. Dette vidste jeg ikke på daværende tidspunkt, for efter operationen var synet på mit venstre øje meget sløret de første 6 måneder, indtil kirurgen igen kunne gå ind i det samme øje og fjerne den grå stær, operationen havde forårsaget, og erstatte øjenlinsen. Efter det var mit venstre brilleglas meget tyndt på grund af den nye øjenlinse, mens mit højre brilleglas var lige så tykt, som det plejede. Og som du måske ved, så bliver synet stærkt reduceret, når man ser gennem et tykt brilleglas.

Resultatet blev derfor, at jeg havde et meget lille synsfelt på mit højre øje, mens mit venstre øje havde et synsfelt, der var 10 grader skævt, forvrænget og meget stort. Så jeg kunne se, men jeg så dobbelt – ligesom hvis du gør dig bælgøjet. Og alligevel så klager jeg ikke! Jeg synes, jeg er heldig, at jeg overhovedet kan se noget. Jeg fik flere mindre laseroperationer i begge øjne for at forhindre andre nethinderifter (og der var mange), i at føre til endnu en nethindeløsning.

Men dette var den øjeblikkelige årsag til, hvorfor jeg stoppede. Det var definitivt ikke længere muligt at tegne den slags tegninger, der havde gjort mig så populær med alle de underholdende ”unødvendige og irriterende detaljer”. Jeg var i stand til at lave de nye titelsideillustrationer til denne bogserie, da jeg stadigvæk havde ét ”godt” øje, og da jeg kunne tegne dem i stort format – jeg måtte dog fjerne mine briller, sætte en lap for mit dårlige (værste?) øje, og stadigvæk tegne med min næse helt nede på papiret. Og bruge endnu længere tid på det end før – hvis det er muligt.

Efter operationen spurgte mange fans mig: ”Hvis du ikke længere kan tegne, hvorfor kan du så ikke skrive andehistorier, som andre kan tegne?”. Svaret er, at jeg – af filosofiske grunde – ikke længere vil fodre det system med mit arbejde på grund af årsag nr. 1 …

Årsag nr. 1: Disney-tegneseriesystemet

Hvor mange mennesker ved, hvordan ”Disney-tegneseriesystemet” virker? Når jeg beskriver det for fans, der spørger om det, tror de ofte, at jeg laver sjov med dem eller lyver. Eller også bliver de forarget. Men det er et ulyksaligt faktum, at der aldrig har været, og som jeg til syvende og sidst indså, at der aldrig vil blive, udbetalt royalties til de folk, der skriver eller tegner eller på anden vis skaber alle de Disney-tegneserier, du nogensinde har læst.

Disney-tegneserier er aldrig blevet lavet af Disney-selskabet, men er altid blevet skabt af freelance-forfattere og tegnere, der arbejdede for selvstændige udgivere, som havde en licens – såsom Carl Barks der arbejdede for Dell Comics, mig der arbejdede for Egmont, og hundredvis af andre der arbejder for utallige andre med en Disney-licens. Vi bliver betalt en enhedstakst per side af en udgiver, som vi arbejder for. Og efter det, ligegyldigt hvor mange gange den historie bliver brugt af andre Disney-udgivere rundt omkring i verden, ligegyldigt hvor mange gange den historie bliver genoptrykt i andre tegneseriehæfter, albumserier, hardcoverbøger, specialudgaver, etc., etc., ligegyldigt hvor godt den sælger, så får vi aldrig en øre mere for at have skabt dette værk. Det er det system, Carl Barks arbejdede i, og det er det samme system, der stadigvæk er i brug i dag.

Hvordan kan sådan et forældet system stadigvæk blive brugt i det 21. århundrede, når der er blevet udbetalt royalties for andre kreative anstrengelser i bogstaveligt talt århundreder? Alle bogforfattere, musikere, sangere, ikke-Disney-tegnere, ja endda statister i reklamefilm … de modtager alle royalties, hvis succesen berettiger det. Selv Disney betaler normale royalties til skabere og udøvere i deres egne film- og tv- og bog- og musikudgivelser. Så vidt jeg kan se – og ret mig, hvis jeg er forkert på den – så er det kun skaberne af Disney-tegneserierne, der ikke har nogen mulighed for at modtage en del af fortjenesten af deres succesfulde arbejde, som de har skabt.

Hvorfor er det sådan? Det ved jeg ikke.

I hvert fald begyndte jeg dog ikke med at lave Disney-tegneserier, fordi jeg regnede med at blive rig af det. Jeg blev født ind i et succesfuldt bygningsfirma og gik en pæn stor del ned i indtægt (og en pæn stor del op i arbejdsmængde) for at lave tegneserier baseret på Barks’ figurer. Jeg forestillede mig ikke engang, at de stadigvæk var populære uden for USA’s grænser. Da jeg begyndte at arbejde for Egmont, regnede jeg stadigvæk ikke med at tjene mange penge. Jeg vidste, at jeg relativt set bare var en amatør, og jeg var bare glad for at have en måde til stadigvæk at lave de historier. Udover det så blev mine historier brugt i tegneseriehæfter sammen med andre historier, der var meget flot tegnet, og mine historier var kun med nogle få gange om året. Men efter et par år begyndte jeg at lægge mærke til, at udgiverne nævnte mit navn på forsiden, ligesom de gjorde med Barks’ navn … men det gjorde mig bare meget stolt! Men det var stadigvæk ingen indikation på, hvorfor folk købte tegneseriehæfterne. Faktisk fik jeg at vide, at de fleste læsere ikke kunne lide mine historier på grund af de mærkelige, detaljerede tegninger og alt for komplekse plots. Det havde jeg ingen problemer med at forstå. Livet var godt.

Så begyndte to lande at producere en serie ren Rosa-album. Andre lande begyndte at producere årlige ren Rosa-pinupkalendere. Så begyndte flere andre lande at producere ren Rosa-specialhardcoverudgaver, der blev bestsellere. Jeg blev bedt om at være med på PR-turnéer for at hjælpe med at sælge mine værker, selv om jeg aldrig fik udbetalt royalties af salget af dem. Hvad? Øh?

Og når jeg deltog i pressekonferencer og i talkshows på landsdækkende tv i forbindelse med PR-turnéerne, sagde nogle af interviewerne i private samtaler, at det måtte være dejligt for mig at blive så rig af noget, som jeg helt tydeligt elskede at lave. Til sidst slog det mig – alle de europæiske fans antog, at jeg var millionær. De antog, at når jeg sad i en boghandel og signerede bøger, som forretningen solgte til 220 kroner stykket, så fik jeg 40 kroner per solgt bog! Hold da fest! Jeg havde aldrig haft noget imod ikke at blive velhavende af dette arbejde, jeg elskede! Men det blev virkelig irriterende, da jeg opdagede, at alle antog, jeg fik enorme royalties. De kunne ikke forestille sig, at et sådant system eksisterer i vores tid (eller at en forfatter/tegner ville være så dum at gå med til det). Jeg begyndte at føle mig som en jubelidiot.

Dernæst foretog udgiverne det uundgåelige næste skridt. Et nyt genoptryk af mine Joakim von And-eventyr kom ikke til at hedde Joakim von And – bind 1, men Don Rosa – bind 1. Den årlige Anders And-kalender blev til den årlige Don Rosa-kalender. Og udgiverne gad ikke engang ulejlige sig med at give mig besked om det, når de udgav sådanne ren Rosa-produkter under mit navn – normalt fandt jeg simpelthen kun ud af det via en fan fra landet, hvor udgivelsen var udkommet. Jeg var også afhængig af, at pågældende fan købte et eksemplar af Rosa-bogen til mig, da disse udgivere aldrig sendte mig forfattereksemplarer.

Det var simpelthen skandaløst! Jeg vidste, det var på tide at bruge min fornuft! Fans, der har set noget af dette sive ud på internettet på det tidspunkt, refererer fejlagtigt til det, som dengang jeg ”strejkede”. Det hang dog ikke sådan sammen – jeg har altid haft et fortræffeligt arbejdsforhold med min arbejdsgiver, Egmont. Men et nyt forhold måtte udarbejdes.

Det, jeg gjorde, var at hyre en advokat – for et ikke ubetydeligt beløb – og registrere mit navn som varemærke i Europa og Sydamerika. Disney-udgivere var i deres absolutte fulde ret til at bruge mine tegneseriehistorier – de var Disneys ejendom. Men mit navn er ikke Disneys ejendom – det er min ejendom. Det var ikke så meget, fordi jeg var irriteret over ikke at modtage royalties for produkter solgt under mit navn, det var mere, fordi jeg ikke havde nogen kvalitetskontrol over præsentationen. Ofte blev de forkerte manuskripter brugt efter redaktøren eller oversætterens forgodtbefindende, ofte blev de forkerte sider brugt i fortsatte historier, eller der var farvelægningsfejl etc. Den slags ting var okay i det ugentlige blad, men i en bog med kun Rosa-historier med mit navn på forsiden, antager fans, at jeg har lidt kontrol med produktet. Nu ville jeg sørge for, at jeg fik det.

Jeg bad ikke om royalties. Jeg bestemte mig for blot at bede om et årligt beløb for at bruge mit navn til at sælge produkter. Jeg rådførte mig med en europæisk agent for forfattere og tegnere og spurgte, hvor meget jeg skulle kræve af Egmont hvert år. Jeg fik agentens mening om et fair beløb. Så da min hensigt primært var at vise, at jeg ville have en eller anden slags kontrol over brugen af mit navn og præsentationen af mit arbejde, var beløbet, jeg opgav til Egmont, præcis det halve af beløbet, agenten anbefalede. Jeg tænkte, at det var måden til at vise Egmont, at jeg mente det alvorligt, men at jeg ikke forsøgte at flå dem.

Egmont accepterede det med det samme! Jeg formoder, at de blot ventede på, at jeg sagde et eller andet. De er trods alt et stort firma – faktisk en nonprofit velgørenhedsorganisation – så hvorfor skulle de tilbyde mig et beløb, indtil jeg bad om det? Alle jeg nogensinde har mødt hos Egmont, faktisk alle jeg nogensinde har mødt hos et verdensomspændende forlag med licens til at udgive Disney, er alle fantastiske, søde mennesker. Mange er endt med at blive mine gode venner. Jeg holder dem ikke personligt ansvarlig for at være en del af det system. De skabte det ikke, og jeg ved, de personligt ikke synes om det (hvordan kan nogen gøre det?). Åh – det skal lige for en god ordens skyld nævnes, at til gengæld for mit samarbejde på denne superb bogserie så har Egmont tilbudt mig en ”bonusløn” baseret på salget af Don Rosas Samlede Værker. Det er første gang, jeg er blevet tilbudt det af nogen udgiver.

Hvad angår ikke-Egmont-forlag, er det en helt anden historie. Jeg gav dem besked på, at de ikke længere kunne udgive ren Rosa-album og –bøger under mit navn for at promovere dem, medmindre de havde min tilladelse. Alt, de skulle, var blot at spørge. Men det ville de ikke. Jeg formoder, de ganske enkelt nægtede at skulle bede om tilladelse fra en af disse tegnere eller forfattere, hvis værker de havde brugt, hvornår de ville, og hvor de ville. Og de havde ikke tænkt sig at skulle til at begynde med at give den form for respekt til nogen efter 60-70 år. De spurgte mig ikke engang, hvad jeg ville have til gengæld, men formodede nok, at jeg ville have en kæmpestor royalty af deres salg – men faktisk ville jeg kun have kvalitetskontrol og nogle gratis forfattereksemplarer. De var fuldstændig ligeglade med, hvad jeg ville have. Så det er derfor, du den dag i dag kan se ren Rosa-bogserier i Frankrig, Brasilien, Holland, Italien, Grækenland og Indonesien (og sikkert nok også andre lande jeg ikke har opdaget endnu), som tilskrives en ”anonym” forfatter, selv om udgiverne godt ved, at mine fans stadigvæk vil genkende mine mærkelige tegninger uden mit navn på forsiden. De kan dog ikke benytte mine kommentarer eller ekstramateriale, som jeg ville ønske, fansene kunne se. Men så længe de ikke udnytter mit navn til at sælge deres produkter, så har jeg ikke grund til at klage over, at de udgiver bøger med mine værker. (Jeg er bare heldig, at fans i de lande sender mig eksemplarer af Rosa-bøgerne, som var noget, de udgivere burde skamme sig endnu mere over!).

Holdningen fra de udgivere og hele systemet gjorde dog gradvist min tiltagende depression værre. Jeg kunne blot erkende, at jeg havde forsynet de folk med 20 års arbejde, som de kunne genoptrykke og gengenoptrykke i det næste århundrede uden at tilbyde mig en eneste øre i royalties. Tanken borede sig ind i min sjæl som en lumsk slange. Den dræbte min entusiasme. Og min entusiasme for fansene, der elskede Barks-figurerne ligeså meget, som jeg gjorde, var det eneste, der havde holdt mig kørende.

Velsignet være mit venstre øje for at tage den uundgåelige beslutning for mig.

AFSLUTNING

Jeg har utallige gange skrevet i disse bind, at jeg ikke er professionel. Jeg er en tegneseriefan, som nogen gav lov til at lave tegneserier. Og til syvende og sidst har jeg endda indset, at det er mere rigtigt, end jeg nogensinde har troet! Alt, jeg nogensinde har lavet, hvert professionelt træk jeg har lavet, var på grund af ting, jeg ikke har skabt.

Fans, som godt vidste, hvilket uretfærdigt system vi Disney-tegneseriefolk arbejder i, har ofte sagt til mig: ”Du har skabt dig et navn nu! Hvorfor stopper du ikke dette utaknemmelige arbejde og laver tegneserier med nogle figurer, som du selv skaber?”. Og udgivere har ofte sagt til mig, at de ville udgive alt, som jeg kunne finde på at skabe til dem. Men mit svar har altid været: ”Enhver figur som jeg måske kunne skabe i næste uge – jeg ville ikke være vokset op med den figur. Jeg ville være ligeglad med ham. Min store glæde er at lave historier med figurer, jeg har elsket hele mit liv.”. Jeg er en fan.

At være fan af populærkulturen er historien om mit liv. Jeg har opbygget en enorm samling af tegneseriehæfter, Anders- og Joakim-legetøj, dvd’er, cd’er og andre ting, jeg elsker. Da jeg begyndte at arbejde for fanziner i starten af 70’erne, hvad lavede jeg? Skabte nye tegneserier? Nej, jeg bestyrede en spalte, der omhandlede alle mine yndlingsemner indenfor tegneserier, tv og film. Jeg er en fan.

Og jeg elsker stadigvæk at møde andre fans. De ødelagde ikke min entusiasme for at møde tegneseriefans. Jeg tager stadigvæk på årlige signeringsturnéer hos boghandlere, varehuse og tegneserieforretninger – det er en af måderne, hvorpå jeg tjener lidt. (Forretningerne betaler mig et beløb for PR’en, mens alle autograferne og tegningerne til fansene altid er gratis). Men jeg har faktisk ikke brug for synderligt mange penge. Da min kone var lærer, tjente hun faktisk mest, og nu er hun pensioneret og får en fast pension. Da jeg indså, at jeg snart måtte stoppe med at lave Disney-tegneserier, solgte en af mine venner en del af min tegneseriesamling (de ”nye” ting fra 1970-1985), og det gjorde mig i stand til at betale mit huslån ud. Vi har ingen børn. Jeg kører i den samme bil, som jeg har ejet siden 1978, og dengang var den allerede 30 år gammel. Jeg har ikke brug for et sommerhus – jeg bor allerede i et afsidesliggende træhus i skoven. Jeg kan ikke lide dyre ferier – vi kan lide at campere. Vi har alle de penge, vi har brug for.

Ligesom Gary Cooper sagde i Når mænd er bedst [1942], så føler jeg mig som den heldigste mand på Jorden. Jeg havde en privilegeret barndom. Jeg giftede mig med en vidunderlig kvinde (og hun elsker at lave mad!). Så bestemte skæbnen sig for, at jeg i over 20 år var i stand til at lave det, der var min barndomsdrøm. Og imens mødte jeg de mest fantastiske mennesker på mine rejser rundt omkring i Europa – at møde menneskerne på tegneserieforlagene og på tegneseriefestivalerne er lidt ligesom at være en del af en selskabelig forening – alle de mennesker elsker de samme ting, jeg elsker, og de er blevet meget nære venner. Jeg er blevet behandlet som en stjerne af hele lande (som Carl Barks allerede havde varmet op for mig). Og når jeg besøger et fremmed land, har jeg nye venner, der er ivrige efter at være mine private guider og oversættere, og som byder mig på middag i deres egne hjem!!! Ikke engang Bill Gates får så flot en behandling! Jeg har venner overalt, hvor Carl Barks kom før mig. Og det er mange steder!

Jeg har stadigvæk mine samlinger fra min barndom. En hel ”hvælving” – ligesom pengetanken – fyldt med 30.000 tegneseriehæfter. Alle Barks-tegneseriehæfterne, men også næsten hvert eneste amerikanske tegneseriehæfte fra 1945-1970. Mine gamle Mad Magazine. Mine monstermagasiner. Mit komplette sæt af magasinet TV Guide. Plus et værelse fyldt med dvd’er med mine yndlingsfilm, 2-3 værelser fyldt med bøger af mine yndlingsforfattere, et værelse med bøger om gamle film og avistegneseriestriber. Når jeg endelig lærer at slappe af, har jeg tænkt mig blot at sidde og genlæse og gense al den her yndlingsunderholdning. Det er min nyeste og kæreste drøm.

Jeg takker Carl Barks for at skabe de tegneserier, som jeg har elsket så højt, at jeg ved et tilfælde snublede over det velsignede arbejde med at hylde de storslåede tegneserier i over 20 år. Og jeg takker dig for at have taget imod det arbejde så elskværdigt og fået mig til at føle mig meget speciel … indtil de ødelagde min glæde.

Men nu må du have mig undskyldt … jeg tror, jeg vender tilbage til blot at være en fan igen.